Om os Medlemssider Aktiviteter Presse Asatro Gudehov

   
Afgud
Etnisk naturreligion
Guder
Overleveringen
kønsoverskridelse
     
 

Tilmeld dig vores blótgæsteliste og få tilsendt indbydelser.

Skriv din e-postadresse i feltet her over.

Besøg også vores

 

CVR-nummer: 36615559

Arg/Ergi/Ragr

Ofte kan man i div literatur om vikingetiden læse, at "vikingerne foragtede umandig optræden" eller at "analsex i vikingetiden ville blive opfattet som forræderi på grund af den falliske aggression". Denne opfattelse bygger fortrinsvis på begrebet Ergi, som det kendes fra den islandske middelalder litteratur og er derfor ikke umiddelbar gældende for asatroen eller det førkristne Skandinavien.

Et begreb fra middelalderen
Ergi er et begreb, der hører til i 1300 tallets Island. Det anvendes i den islandske middelalder litteratur i tre sammenhænge. Om kvinders seksuelle promiskuitet, om mænds samkønnede sex og kønsoverskridende handlinger og om udøvelse af trolddom. Ergi er et navneord og Arg (rAgr) er et tillægsord. Ergi sættes som regel i forbindelse med umandighed, fejhed, kvindagtighed og direkte med, frivilligt eller ufrivilligt, at være at være passiv ved analsex - at lade sig bruge som en kvinde. Arg betegner også en tilbøjelighed i personen. Er du den underlegne part i det seksuelle forhold, vil du også være det i andre sociale relationer. Beskyldningen om ergi var så ødelæggende for en mands ære i Skandinaviens middelalder, at lovgivningen opsatte bestemmelser der med trussel om dødsstraf forbød folk at beskylde hinanden for Ergi. Ønskede man derimod ikke at forsvare sin ære, var man hvad man blev beskyldt for. I sin kvindelige form hedder begrebet ”örg” og anvendes det om et hunkønsvæsen betyder det, at hun er utugtig, liderlig eller pervers. I Hauksbok, skrevet i begyndelsen af det trettende århundrede, står en passage om den græske gudinde, Venus, at ”hun var lige så mandgal, örg og ond, at hun lå med sin far og andre mænd og opførte sig som en luder.” Her betegner ordet altså incest og nymfomani. Lignende beskyldninger rettes også mod nordiske gudinder, i fks Lokasenna. Ligledes fra Lokasenna kendes udtrykket ”args aðel” også som en beskyldning mod selveste Odin, for at have drevet med troldom på vølvers vis.
Fænomenet er beskrevet adskillige gange. Et hovedværk på området er, nu afdøde, Preben Meulengrath-Sørensens ”Norrønt Nid” fra 1980. Det har været populært selv blandt seriøse forskere at slutte fra den islandske middelalderlitteratur tilbage til vikingetiden og antage at ordet ergi har samme betydelse i vikingetiden som i middelalderen. Hvad de fleste der læser Meulengrath-Sørensens bog af en eller anden grund glemmer er at Preben Meulengrath skrev at man ikke umiddelbart kan drage en sådan slutning.

Runesten
Det islandske ord 'ergi' kendes som sagt kun fra midddelalderskrifter forfattet i 1300 tallet. Vi kender faktisk ikke det oldnordisk der taltes på Island i 900 tallet, som helt sikkert var anderledes end det oldnordisk der taltes på Island i 1300 tallet. Vi ved ikke om ordet fandtes der eller om det i givet fald havde samme betydning. Muligvis findes det indskrevet på enkelte runesten i skandinavien fks Björketorps-stenen fra 600'tallet. Ordet, der skulle betyde ergi, er følgende ”ArAgeu” (og det er forudsat, at runerne er delt rigtigt. Det kan man nemlig ikke umiddelbart gå ud fra, da der ikke er skilletegn eller ”blankruner” der skiller ordene.) Teksten på Björketorpsstenen er skrevet med 24 Futharken, på urnordisk – et sprog vi kun kender fra runesten og enkelte inskriptioner på genstande. Lingvister har sluttet sig tilbage til at ”ergi” måtte havde heddet ”argaz” på urnordisk. Selv om det ingenlunde er utænkeligt, at de har ret i den antagelse, kan man derimod ikke slutte, at betydningen skulle være den samme som på middelalder islandsk. Hvad angår Björketorpsstenen, så fremgår det ikke umiddelbart af indskriften, hvad ”ArAgeu” indebærer.


På moderne skandinaviske sprog

Versioner af ordet ergi (eller Arg) findes på alle moderne skandinaviske sprog, men med en helt anden betydning. Svensk "arg" = vred, Dansk "arrig" = vredladen, Dansk "arg" (modstander) = passioneret/indædt (modstander), Færøsk "argur" = vred/utilfreds og selv på moderne Islandsk betyder "ergilegur" at virke iritabel. Alle disse betydninger handler om en ophidset sindstilstand og ifølge den danske ordbog kommer alle disse ord da også af en rod med betydningen 'ophidse'. Noget der er fælles for den betydning, Ergi havde i den islandske middelalder litteratur er netop ”ophidset sindstilstand”. Hvis den "ophidsede sindstilstand" er en seksuel ophidselse så, forklarer det hvorfor "ergi" betyder "utugtig" når det siges om kvinder. Det giver også god mening i forhold til det oldnordiske udtryk for analsex "rassragr" som så kommer til at betyde "seksuelt ophidset i endetarmsåbningen". Det kan endda sættes i forbindelse med den nordiske form for trolddom (Sejð) der er tæt forbundet med samisk shamanisme og derfor indeholder et vist element af ekstase.

Kristen moral
En anden lighed mellem de tre betydninger Ergi havde i den islandske middelalder litteratur er noget der burde havde fået alamklokker til at ringe, ikke bare hos seriøse forskere, men i høj grad også hos asatroende. Det burde være relativt enkelt at se, at den islandske middelalderlitteraturs betydning af ergi, er direkte afledt af det kristne syndsbegreb. Promiskuøs seksualitet for kvinder og homoseksualitet for mænd. Ja også udøvelse af magi er forbudt i biblen. Hvor skulle den betydning være kommet fra andet end ved kristendommens indførelse? Og hvis den er det, har denne betydning ikke eksisteret i vikingetiden.

Lokasenna
Et argument for, at ordet Ergi også skulle have haft en nedsættende betydning i vikingetiden, er, at ordet forekommer i Eddakvadet Lokasenna. Spørgsmålet er bare, om Lokasenna er skrevet i hedensk tid eller i middelalderen. Det er der flere ting, der tyder på det sidste. Dels er det skrevet på en måde der var populær i 1200 tallet, og som også kendes fra Saxos Danmarkskrønnike, hvor to sætninger lige efter hinanden siger det samme, men med forskellige ord. Dels ligner de beskyldninger som Loke retter mod flere af de nordiske gudinder, Hauksboks beskyldninger mod den romerske gudinde Venus. Hauksboks beskrivelse af Venus ville en romer 1300 år før det blev skrevet nok kunne genkende, men kun som en sarkastisk fordrejning. De mytologiske forhold der sigtes til har ikke på nogen måde været opfattet som moralsk forkerte. Visse steder synes de myter der refereres til at være ude af sammenhæng med den beskyldning der rettes. Fks mod Byggvir, der anklages for at ligge på gulvet blandt halm, medens mænd kæmper. Det er tydeligt at Byggvir er en metafor for korn, for, hvilket det er naturligt, at befinde sig bland halmen, når der tærskes. På samme måde bliver Njord anklaget for at blive ”tisset” i munden af Hymers døtre. Formodentlig en hentydning til en myte hvor Hymers døtre tisser i en å for at fremkalde en flodbølge, kombineret med Njords funktion som Gud for hav og åløb. I en tid, hvor man kendte baggrunden for sådanne myter, ville Lokasenna være meningsløs.

Machoisme
Det er ikke utænkeligt at vikingetidens samfund har haft et vist element af machoisme, ihvertfald indenfor en krigerkaste. Det kendes fks fra det klassiske Grækenland. Det betyder dog ikke, at 1300tallets kønsnormer har været gældende. I det klassiske Rom og Grækenland forekom samkønnet sex og kønsoverskridelse i stort omfang. Ja endda til en så stor grad at antikkens samfund kan betegnets som ”bi-normativt”. Hvad man som moderne menneske tit glemmer er, at kristendommens tanke om ”alle menneskers lighed for Gud” har skabt en ensretning af moralske fordringer til mennesket. Sådan var de førkristne samfund ikke. Det antikke samfund var fuld af subkulturer, special funktioner, klasser og undergrupper som man havde forskellige forventninger til. Sådan har det efter alt at dømme også været i det førkristne Skandinavien. En anden fejltagelse er at sætte lighedtegn mellem moralen i vikingetidens samfund og i Asatroen som religion. For det første er Asatroen ikke nogen normativ religion, sådan som bla. kristendommen er det med klare regler for rigtigt og forkert. For det andet indeholder et eddadigt som Trymskvida en spirituel/psykologisk erkendelse, der retter sig til den machoistiske krigertype, der er bange for at blive kaldt en tøsedreng.

Præstekjoler
Hvordan kan det så være at betydningen har ændret sig? Hvilke mænds ære var det at lovgivningen skulle beskytte? Kristni Saga – fortællingen om, hvordan Island blev kristnet, er skrevet i 1100 tallet efter forlæg fra Ari Frodes Islændingebok, men indeholder også nogle skæmtevers som hedninge angivligt skulle havde digtet om kristne missionære. Blandt andet findes der en historie om biskop Friðrik og Þórvald Kodransson Víðförle, om hvem, en hedensk høvding, Heðinn Þorbjarnarsson, skulle have fået nogle skjalde til at digtet følgende nidvers

Ni Børn baaret
Biskoppen haver,
Til dem alle er
Thorvald Fader.

Vi kan ikke vide, om det er skrevet i hedensk tid, men det bygger tydeligvis på et lignende nid i en ordveksling mellem Sinfjötli og Guðmundr i kvadet om Helge Hundingsbane. Et kvad der fandtes i nedskrevet form før Kristni Saga. Der er dog den forskel, at hvor Sinfjötli praler af at have haft sex med Guðmundr som var han en kvinde, altså med Sinfjötli som den aktive og Guðmundr som den passive, så er nidet i Kristni Saga rettet både mod Friðrik og Þórvald. Når Þorvald i Kristni Saga tager sig nidet så nær, at han dræber de to skjalde, er det fordi han som kristen bliver beskyldt for, at ”have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde.” Som der står i 3. Mosebog 20:13 ”har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.” Så det er i en kristen sammenhæng en alvorlig anklage, der rammer begge involverede. Digteren har utvivlsomt været klar over dette forhold. Hvis kvadet virkelig er blevet til på bestilling af Heðinn Þorbjarnarsson, er det ikke utænkeligt, at han netop har bestilt et nid, der rammer kristne, ellers kunne han formodentlig have digtet det selv. En hedning ville givetvis have haft historien om Loke og Svadilfari I baghovedet, når der bliver talt om, at hankønsvæsner får børn. I en religiøs sammenhæng er det ikke nødvendigvis noget dårligt (læs om Loke) i ordvekslingen mellem Sinfjötli og Guðmundr, fratager Sinfjötlis nid, Guðmundr værdigheden som kriger. Det er et problem for Guðmundr som kriger og machomand (læs om Trymskvida) Det er dog ikke givet, at dette også gælder for kønsidentiteter med en ”Loke-natur” (fks sejðmænd). Set fra en hedensk synsvinkel er forskellen på en biskop og en sejðmand ikke nødvendigvis særlig stor. Hvorvidt nidverset er blevet til ved Friðriks missionsrejse eller senere har dog ikke den store betydelse. Det er langt fra den enste gang at sådanne beskyldninger bliver rettet mod kristne. Njalssaga har en vigtig biperson, Flosi, der var en virklig person i tiden om kring religionsskiftet. Hvad der er vigtigt her er, at Flosi tilhørte det kristne parti på Altinget. I Njalssaga bliver Flosi præsenteret for den udsøgte fornærmelse, at han som bod fra Njalsønnerne modtager en tydelig feminin silkekjole, med den besked, at han kan benytte den, når han holder gudstjeneste til Svinefjellets gud. Svinefjell var navnet på Floses gård og Svinefjellets gud kan ikke være mange andre end den kristus, han bekendte sig til. Dermed bliver kjolen en ironisk henvisning til kristne præsters præstekjole ("messu-serkr" på oldnordisk). Njalssaga er ganske vist en litterær fortælling, men, sammenholdt med nidverset fra Kristni Saga, viser det, at især kristne præster har været udsat for beskyldninger om at være umandige og har født børn. Det kan fornemmes, at de, der fremsætter beskyldningerne, måske kun har gjort det som lidt drilleri, men at det er blevet modtaget som langt værre end hvad det egentlig har været tænkt.
I den Islandske middelalderlovgivning, Grágás, kunne en mand der var blevet udsat for sådanne beskyldninger udfordre den der havde fremsat beskyldngerne til holmgang. Hvis ikke denne accepterede udfordringen, blev han landsforvist. Dette må havde været en lov der blev indført i løbet af middelalderen, for hverken Þórvald eller Flosi gør brug af dens bestemmelser. Tvært i mod bliver Þórvald dømt fredløs for drabet på de to skjalde og Flosi udfordrer ikke Skaphedin til tvekamp, men brænder Bergthorasvoll af, som hævn for drabet på Høskuld. Det betyder, at der i det mindste i den islandske middelalder har været en forståelse af, at den slags bestemmelser ikke var gældende omkring år 1000. Når nu der i løbet af middelalderen blev indført forbud mod at kalde nogen for kvindagtige, og det rent faktisk var noget folk gik rundt og sagde om kristne præster i deres "messu-serkr", så skulle det være underligt, om ikke de to ting har noget med hinanden at gøre.

Side op

© Furesø Net 2010