Om os Medlemssider Aktiviteter Presse Asatro Gudehov

   
Afgud
Etnisk naturreligion
Guder
Overleveringen
k√łnsoverskridelse
     
 

Tilmeld dig vores blótgæsteliste og få tilsendt indbydelser.

Skriv din e-postadresse i feltet her over.

Besøg også vores

 

CVR-nummer: 36615559

Frøs Sønner

Rituel kønsoverskridelse har været en udbredt praksis i mange førkristne kulturer verden over. Det har både været praktiseret som isolerede rituelle elementer udført af personer, der til daglig klæder sig i sit biologiske køns sædvanlige klædedragt, og såvel i form af en subkultur, kaste eller religiøs indviet, der til daglig klæder sig og evt. lever som det modsatte af sit biologiske køn.

Der står ikke meget i kilderne til nordisk mytologi og førkristen nordisk religion, der beskriver en sådan funktion fra nordisk område. På den anden side er der ikke meget overleveret om kultens enkeltheder. Dog findes der så mange kønsoverskridende elementer i den nordiske mytologi, at det ikke ville være utænkeligt eller unaturligt, at dette også var en del af den kultiske praksis. Der findes endda enkelte tilfælde, hvor dette måske har sat sig spor i kilderne.

Haddingjar
I sin Danmarkskrønike lader Saxo sin noget masochistiske helteskikkelse Stærkodder/Starkadd fortælle om kulten til Frej i Upsala. Han fortæller at Stærkodder “drog til Sverige, hvor han lod Hvile falde på sig i syv År hos Frøs Sønner. Omsider drog han fra dem til Hakon, Statholderen i Danmark; da han opholdt sig i Upsal, på den Tid Ofringerne fandt Sted, blev han nemlig led ved de kvindagtige Danse, Bifaldet, Gjøglerne høstede ved deres Skuespil, og Bjældernes blødagtige Lyd,”.

Selv om Saxo skal tages med et vist forbehold, kan beskrivelsen være en erindring om, at kønsoverskridende ritualer var en del af kulten omkring Vanerne. Den franske religionssociolog, Georges Dumézil, havde en teori om, at der fandtes et særligt præsteskab til Frej og Njord, som var kendetegnet af en kvindelig frisure. Disse skulle hedde Haddingjar, et ord der kommer af “haddr” der betyder kvindehår. Haddingjar optræder flere gange i navnelister I forskellige sagaer og Saxo har også en Haddingus blandt de danske sagnkonger (muligvis identisk med sagnfiguren Helgi Haddingja skati - "Helge de kvindhåredes herre," som angiveligt skulle være en inkarnation af Helge Hundingsbane). I sagaen om sværdet Tyrfing har skjoldmøen Hervør to onkler der er Haddingjar. De beskrives som kun havt så meget værd i kamp som rigtige mænd og i sagaen udgør de det kønsmessige modstykke til Hervør. I følge sagaen opholder disse onkler sig i Upsala. Hallingdalen i Norge der tidligere hed Haddingdalen skal være opkaldt efter Haddingjar.
Dumézil kæder disse Haddingjar sammen med Tacitus beretning fra det første århundrede, om den germanske stamme Nahanarvali, hvor mandlige præster i kvindetøj tilbad et gudepar “Alci,” der svarer til de Romerske tvillingeguder Castor og Pollux. Ifølge Dumézil tilhører bade Frej og Njord og Castor og Pollux den 3.samfundsfunktion, altså jordbrug og frugtbarhed. Hele teorien har Dumézils overordnede teori om det indoeuropæiske samfunds tredeling i herskerfunktion, krigerfunktion og frugtbarhedsfunktion, som forudsætning.

Tamburiner, cymbler og kvindagtige danse
Dumézil er dog ikke den eneste, der har en teori om et kønsoverskridende præsteskab. Den østriske germanist Rudolf Much drog en parallel mellem Freja og den frygiske gudinde Kybele. Begge gudinder kører i en vogn trukket af kattedyr. Ligeledes græder begge gudinder over en elsker, de har mistet. Rudolf Much så en både fonetisk og indholdsmæssig lighed mellem disse to forsvundne elskere. Kybeles Attis og Frejas Odd/Ottar. Den frygiske Kybele havde en tilhængerskare af særligt inviede kaldet Gali/Galea. Disse blev under deres indvielsesceremoni kastreret og iført kvindetøj og skulle gå således klædt resten af livet. Den kultiske dyrkelse af Kybele foregik bla. ved at disse galea dansede, medens de slog på tamburiner og cymbler. Disse Kybeles galea er blevet påvist arkæologisk, (dvs biologiske mænd gravlagt i kvindetøj) så langt nord på som England og Belgien.

Sejd og Samer
Disse videnskabelige teorier kan synes noget spekulative og vanskelige at bevise, men derfor kan der godt være noget om det. Anderledes konkret er nordisk mytologis forhold til samisk shamanisme.
I førkristen tid var der en omfattende kontakt mellem samer og den norrøne befolkning. I det, der i dag er Nordnorge, levede den norrøne befolkning i kystområderne og på øerne ud for kysten og samerne inde i fjordene. I syd strakte de samiske bosætningsområder så langt sydpå som Värmland i øst og det sydlige Hedemark i vest. I syd boede den norrøne befolkning i dalene og samerne på fjeldet. Selv om der klart har været en sprogbariere, har den største forskel på samisk og norrønt været erhvervsmæssigt. Den norrøne befolkning var bønder. Den samiske var jægere og ren-ejere. Arkæologer har kunnet konstatere, at forskelle i den materielle kultur, mellem samer og norrøne folk i førkristen tid, var minimal. Man har også kunnet konstatere en ikke ubetydelig grad af blandede ægteskaber, de to grupper i mellem. Særligt i Mellem-skandinavien og langs kysten i Nordnorge og den Botniske bugt.
I dag har vi et billede af samer som fattige og underudviklede. Sådan var det ikke i førkristen tid. Da var samerne rige og respekterede og det var ikke ualmindeligt, at de blev begravet med samme righoldige gravgaver, som den norrøne befolkning. En rigdom, der først og fremmest skyldes pelshandel og jernudvinding.

Integrationen mellem samer og norrøne folk i førkristen tid gav sig også udslag i religionen. Det til en sådan grad, at det kan være vanskeligt at udskille, hvilke ellementer der oprindeligt har tilhørt henholdsvis samer og norrøne folk. Der er formodentlig tale om en vekselvirkning, der er foregået over en flere tusindårig periode, i hvertfald siden ældre bronzealder, og som gensidigt har formet de religiøse traditioner hos de to befolkningsgrupper. Eksempler på slægtskabet mellem norrøn og samisk religion er fks samernes dyrkelse af den hammersvingende tordengud Horragalles, hvis navn er en samisk tillempning af det norrøne Tor-karl, og den nordiske mytologis fortælling om Jætten Tjasse, der er en norrøn tillempning af det samiske ord Thjathje der betyder vand.

En vigtig berøringsflade, mellem norrøn og samisk religion, er sejd. Snorre Sturlusson beskriver, hvordan norrøne høvdinge sendte deres døtre til Finnmarken (Sameland) for at blive oplært i samisk trolddom. I den Islandske middelalderlitteratur er der flere beretninger om samiske ”troldmænd” (nåjder) og deres interaktion med norrøne høvdinge.

Denne kulturelle sameksistens ophørte brat ved kristendommens indførelse. Årsagen til dette brud har helt klart været religiøst. Det blev simpelthen forbudt for den norrøne befolkning at opsøge samer. I de norske landskabslove blev der indført bestemmelser om, at ingen kristen måtte ”fare til finner” for at lade sig spå og gøre brug af deres ”trolddomskunster”. En dybt tragisk konsekvens af kristendommens indførelse som statsreligion var, at samerne og deres religion blev dæmoniseret og som følge der af marginaliseredes økonomisk og kulturelt.

Liminalitet
De fleste forskere er enige om, at den norrøne sejd er en slags shamanisme, helt parallelt med den samiske nåjde-kunst. En bemærkelsesværdig forskel synes at være, at samisk shamanisme fortrinsvist blev udført af mænd, hvor i mod sejd fortrinsvis blev udført af kvinder. Det er en kønsfordeling, der også kan spores helt op i hekseprocessernes tid. Blandt norrøne folk dømt for hekseri var en overvægt af kvinder, hvor i mod det omvendte gjorde sig gældende for samer. Alligevel er dette kun rent statistisk.
Der fandtes også kvindelige nåjder blandt samerne og der er også beretninger om norrøne sejdmænd, Ja, der har muligvis fandtes tre kategorier af norrøne sejdudøvere. I Eddakvadet Hyndluljod (eller det lille Völuspá) nævnes Vølver (sejdkvinder), Vitki (Sejdmænd) og en tredie kategori sejd-berendr – et lidt pudsigt ord, der ordret betyder ”sejd-gravide”. Den norske forsker Britt Solli mener, at sejd-berendr kan være betegnelsen på et ”tredie køn” altså kønsoverskridende personer. En anden mulighed er at det kan være et fællesbegreb, der dækker både Vølver og Vitki. Hvis det sidste er tilfældet, vil det sige, at også sejdmænd (Vitki) kan blive betegnet som berendr, altså gravide, - noget, der i den islandske middelalderlitteratur ville have givet sejdmanden et omdømme som umandig, men i forhold til de norrøne myter sætter sejdmanden i samme kategori som Loke. (Læs her om Loke) I begge tilfælde er det noget, der gør den Sejd-berendr til en liminal figur.
I lighed med den rolle Loke har i myterne som formidler af kontakt mellem guder og jætter, bliver den Sejd-berendr, som en person, der er både mand og kvinde, hverken eller og midt i mellem, formidler af kontakt mellem denne verden og det hinsides. Det er den traditionelle beskrivelse af shamanens rolle og i mange shamanistiske traditioner er rituelt kønsskifte, hvor den mandlige shaman ifører sig kvindetøj, en del af kulten.

Fra sibirsk shamanisme, som er den der er bedst beskrevet, fremgår det, at der er tre stadier af kønsoverskridelse. I den første tillægger shamanen sig en kvindelig frisure. I andet stadie tillægger den mandlige shaman en kvindedragt evt med brystproteser og efterligner kvinders bevægelser og stemmeføring. I det tredie stadie påtager den kønsoverskridende mandlige shaman den sociale kvinderolle og gifter sig evt, med en mand. En sådan kønsoverskridelse kaldes ”den bløde mands vis” eller ”ligesom kvinder”.
Helt så eksplicit beskrives det ikke i kilderne til samisk religion, men ifølge en sen svensk overlevering, kan samiske nåjder være iklædt kvindetøj. Hvorvidt det har været gældende for alle samiske nåjder er nok tvivlsomt, men at skikken har forekommet, er påvist arkæologisk.

Nåjden fra Vivallen
I det vestlige Hejredalen på en lokalitet ved navn Vivallen er der fundet et samisk gravfelt med tilhørende kåte-boplads. De gravlagte var både af samisk, norrøn og blandet herkomst, men gravlagt efter samisk skik. En af de gravlagte (grav nr.9) var en biologisk mand i 50’erne gravlagt i en dragt, som kunne have været båret af en samtidig norrøn adelskvinde. Graven er dateret til sidste halvdel af 1100 tallet. Gravpladsens etnisk blandede karakter gør, at manden fra grav nr 9 eller de, der gravlagde ham, ikke kan have været uvidende om den status, kvindagtige mænd, i følge den islandske middelalderlitteratur, havde i det norrøne samfund i middelalderen. Det virker ikke som at den gravlagte har været foragtet. Tværtimod er der tale om gravfeltets rigeste grav. Manden fra grav nr 9 er da netop også tolket som en samisk nåjde.

Dette arkæologiske fund kan kaste nyt lys over en bemærkning Adam af Bremen skrev i sin Krønike ca 100 år før nåjden fra grav nr 9 blev gravlagt. Adam beretter om, hvor drevne samerne er i at øve trolddom og så fortsætter han med bemærkningen; ”Iblandt de vildeste Fjeldegne paa det Strøg ere Kvinderne, efter hvad jeg har hørt, skæggede”. Det er ikke utænkeligt, at de skægede kvinder, Adam af Bremen har hørt om, har været af samme art som nåjden fra grav nr 9. Adams informanter kan nemt, med et lille glimt i øjet, have betegnet personer iført kvindetøj, men med tydelig skægskygge, som kvinder med skæg. Måske var der endda tale om et alment kendt fænomen i Norge.

þórdis Skeggja
Snorri Sturlusson fortæller om et slag i 1161 mellem kong Inge og Håkon Herdebred, hvor Håkons fostermoder lod en kone lave en udesidning for at give Håkon sejren. Resultatet af udesidningen blev, at Håkon skulle angribe om natten og ikke om dagen. Håkon fulgte rådet og det blev da også det eneste slag, han vandt. Konens navn var þórdis Skeggja (eller þórdis den skæggede) Her er tale om en spåkone, - man kunne måske ligefrem tale om en sejdkvinde eller vølve, men med skæg.
Historien melder ikke noget om, hvilken etnicitet konen havde, men det er pudsigt, at þórdis Skeggja er kronologisk samtidig med nåjden fra Vivallen og det ville være fristende at tolke de to som den samme, men det kan man ikke umiddelbart, for þórdis Skeggja kan nemt være en fiktiv person. Snorri fortæller, at historien om konen og udesidningen var noget man sagde, men han ved ikke selv, om han vil tro på det. Striden mellem Håkon Herdebred og Kong Inge var en strid mellem to fraktioner i den norske borgerkrig, hvor kong Inges fløj blev støttet af kirken. Året efter blev Håkon dræbt i et slag mod kong Inges hærfører, vestlandshøvdingen Erling Skakke. Efter slaget indsatte Erling Skakke sin egen 10 årige søn, barnebarn af pilgrimskongen Sigurd Jorsalafare, Magnus Erlingsson, til konge over Norge. Magnus Erlingsson indførte netop, i et tillæg til Gulatingsloven, et forbud mod bla. udesidning og trolddom. Man fik simpelthen frataget alle sine juridiske rettigheder, hvis man gjorde sådan noget.

Derfor er det ikke utænkeligt, at historien om konen, der lavede udesidning for Håkon Herdebred er en propaganda-historie, brugt til at sværte sine modstandere i borgerkrigen. Det, at Håkon skulle angribe om natten, kan nemt spille på noget med mørkets gerninger. Tilnavnet ”Skeggja” (den skæggede) bliver så et generisk tilnavn på et fænomen, man kendte i forvejen, nemlig skægede spåkoner eller nåjder i kvindetøj, hvad end de har haft samisk eller norrøn etnicitet.

På den anden side er det ikke umuligt, at historien er sand. Håkon Herdebreds fostermoder kan sagtens have været skabshedning. Håkon fik primært støtte fra Trøndelag, som var det sted, hvor modstanden mod kristendommen var størst.

Et spørgsmål man kan stille, i forbindelse med gravfeltet på Vivallen, er, hvad der har fået norrøne kvinder i 1100 tallet til at blive begravet på en samisk gravplads sammen med en nåjde, i en tid, hvor det var forbudt at opsøge samiske spåmænd. Navnet Vivallen kommer af oldnordisk ”vévølr” der betyder helligdomssletten. Ikke langt der fra ligger andre lokationer med kulturlag fra vikingetid og tidlig middelalder med navne som Hedningsgärdet, Hedningsbacken og Hedningsvallen. Disse har i lighed med Vivallen også været samiske, med et indslag af folk af norrøn oprindelse. Der kan næppe være tale om, at kristendommen har siddet særligt dybt i de norrøne mennesker, der har valgt at bosætte sig sammen med samiske troldmænd. Tværtimod har det måske netop været naturligt for norrøne mennesker, der trodsede kristendommen, at følge den tradition der var, for at udveksle viden om sejd med samer og så søge politisk asyl hos dem.

Man kan naturligvis spørge, om det kun var samiske nåjder, der overskred kønsgrænserne, eller det også gjaldt for deres norrøne kollegaer? Nu har det formodentlig ikke været alle samiske nåjder, der var som nåjden fra Vivallen og det har ikke nødvendigvis været gældende for alle norøne sejdmænd heller. Alligevel handler nogle af de ældste beskyldninger for umandighed i den islandske middelalderlitteratur om sammenligning med vølver. Den kendteste er i eddakvadet om Lokes skænderi, hvor Odin beskyldes for at øve trolddom som Vølve. I kvadet om Helge Hundingsbane beskylder Sinfjótli sin modstander, Guðmundr, for at havde været Vølve på Varinsø. Guðmundr var kriger og derfor har han kunne rammes af en beskyldning om at være umandig. En Sejdmand har ikke været ramt i samme grad fordi hans natur er anderledes end krigerens. Når Sinfjótli netop bruger billedet med Vølven på Varinsø, er det absolut ikke utænkeligt, at det er fordi der i den førkristne norrøne kultur har eksisteret en opfattelse af, at nogle biologiske mænd optræder som vølver.

 

Side op

© Furesø Net 2010